Der var engang en bonde, som skulle op i bjergene for at slå græs. Da han var der, hørte han en stemme, som sagde til ham, at han skulle højere op for at finde endnu finere græs. Først troede han, at det var en indbildning, men stemmen kom igen og lovede meget bedre græs højere oppe. Endelig gav bonden efter og blev nysgerrigt. Og rigtig nok - højere var græsset meget finere. Stemmen lokkede ham endnu højere og højere op - og omsider stod han foran en kæmpe, som slog ham ned.
Efter kæmpen havde ædt bonden, fandt han på at han skulle gå ned i landsbyen. Kæmpen gik til bondens hus og udgav sig for konens husbond. Han sagde til konen, at hun ikke skulle tænde lyset, da han havde ømme øjne. Så bad han konen om at bringe ham al mad i huset, da han var ved at dø af sult. Konen troede, at det var hendes kære husbond og gjorde som han bad. Kæmpen fortærede det hele i stor hast og derefter faldt han i en dyb søvn.
Så tændte konen et lys, men hun så med det samme, at en kæmpe havde sneget sig ind. Men konen blev hel roligt - hun strøede ærter ud over det hele og hun fjernede også stien til den nederste etage.
Da kæmpen vågnede ved midnatstiden var han klar til at myrde resten af familien. Kæmpen stod op, men snublede over ærterne. Til sidst faldt han igennem hullet for stigen. Styrtet drabte ham på stedet.
Men skulle konen gøre med liget? Det lykkedes hende at lægge liget i en kasse af træ. Så kaldte hun på børnene og gjorde et stort nummer ud af at de skulle bevogte kassen.
Det hørte nogle tyve og da de så h vor omhyggeligt konen lukkede døren, bestemte de sig for at stjæle kassen. De så den store trækasse og slæbte den af sted, men da de åbnede den i skoven fik de sig bare en slem forskrækkelse.
Efter Kesar Lall: Loire and Legend of Nepal (1966)
Efter kæmpen havde ædt bonden, fandt han på at han skulle gå ned i landsbyen. Kæmpen gik til bondens hus og udgav sig for konens husbond. Han sagde til konen, at hun ikke skulle tænde lyset, da han havde ømme øjne. Så bad han konen om at bringe ham al mad i huset, da han var ved at dø af sult. Konen troede, at det var hendes kære husbond og gjorde som han bad. Kæmpen fortærede det hele i stor hast og derefter faldt han i en dyb søvn.
Så tændte konen et lys, men hun så med det samme, at en kæmpe havde sneget sig ind. Men konen blev hel roligt - hun strøede ærter ud over det hele og hun fjernede også stien til den nederste etage.
Da kæmpen vågnede ved midnatstiden var han klar til at myrde resten af familien. Kæmpen stod op, men snublede over ærterne. Til sidst faldt han igennem hullet for stigen. Styrtet drabte ham på stedet.
Men skulle konen gøre med liget? Det lykkedes hende at lægge liget i en kasse af træ. Så kaldte hun på børnene og gjorde et stort nummer ud af at de skulle bevogte kassen.
Det hørte nogle tyve og da de så h vor omhyggeligt konen lukkede døren, bestemte de sig for at stjæle kassen. De så den store trækasse og slæbte den af sted, men da de åbnede den i skoven fik de sig bare en slem forskrækkelse.
Efter Kesar Lall: Loire and Legend of Nepal (1966)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar