De fire rejsende - endnu en fortælling fra Nepal

Fire venner besluttede, at de ville ud i verden for at søge lykken. En var tømrer, den anden var maler, den tredje var smed og den fjerde en barber.
Det tog ikke lang tid før de mødte et sørgeoptog med . De sagde til de sørgende: Ved I ikke at kongen har forbudt fløjtemusik til sørgeoptog? Folk blev bange og fortsatte uden fløjterne. De fire venner tog fløjterne og gik også deres vej.
Snart mødte de en bonde som bar reb til markedet. Vennerne sagde til bonden: Ven, har du ikke hørt at kongen har forbudt al salg af reb? Du ønsker vel ikke komme i fængslet. Den stakkels bonde blev bange. Han smed rebene og løb af sted. Men vennerne tog rebene og fortsatte deres tur.
I en landsby så de at kvinderne slog ris, så at den kunne spises uden at blive kogt. Vennerne sagde til kvinderne: Søstrene, har I ikke hørt, at kongen har forbudt at ris bliver tærsket på denne måde - og I gør det i al offentlighed. Kvinderne foretrak sig til deres huse og efterladte deres redskaber, men vennerne tog dem og fortsatte deres vandring.
De mødte snart en bonde som ville sælge valle på markedet, men de sagde til bonden: Har du ikke hørt at kongen har forbudt al salg af valle? Selvfølgelig tog bonden af sted i en fart og skurke-vennerne tog vallen med sig.
Hen imod aftenen kom de til en kæmpes hus. Vennerne besluttede at de ville fordrive kæmpen fra huset.  Maleren malede på væggen et omrids af en kæmpe der var meget større end den sovende kæmpe. Smeden slog søm ind overalt og barberen gjorde kampen tilrette. Han raserede hans hoved, klippede hans negle og malede hans tå, så de ud som en kvindes tæer. Så gik  de ind i en kasse, som tømreren havde lavet og ventede.
Da kæmpen vågnede blev han overrasket over at se skyggen af en meget større kæmpe. Da han så, at han havde malede negle blev han gal skygge kæmpen og han sparkede efter den anden kæmpe. Men da der var søm overalt begyndte han snart at bløde. Og da den anden kæmpe stadig væk var fuldstændig rolig, så blev han bange og løb sin vej.
Vennerne glædede sig over at kæmpen var væk, men denne kom tilbage med andre kæmper. De råbte: Hvem er der i huset og vennerne råbte tilbage: Jeres allesammens onkel.
Kæmperne sagde: Lad os se onklens arm. Vennerne viste dem det stykke træ som kvinderne brugte til at støde ris. Da kæmperne så det, blev de bange og antog at kæmpen måtte være meget stort.
Men igen råbte de: Lad os se onklens ansigt.Så viste vennerne dem den store sigte bakke som kvinderne brugte. Det gjorde kæmperne rigtigt bange, men den modigste sagde: Lad os se onklens hår.
Så smed vennerne rebene ud af vinduet. Til sidst ville en af kæmperne se onklens spyt. Så smed vennerne vallen ud. Så blev kæmperne rigtigt bange og ville ikke se mere.
De ville dog alligevel se den anden kæmpe og de steg på hinandens skuldre på randen af en brønd, men da de var ved at kikke ind, begyndte vennerne at blæse på deres piber. Kæmpene blev så forskrækket at de alleammen væltede ind i brønden. Vennerne dækkede brønden med nogle kampesten og levede fredeligt og lykkeligt i kæmpens hus.

fra Kesar Lalls samling "Lore and legend of Nepal"

Spurvens tabte ært - et eventyr fra Nepal

En spurv var en gang så heldig at hun fandt en ært til morgenmad. Hun tog den og fløj hen til floden for at gøre den rent. Så lagde hun den på en bro og fløj ned til flodene igen for at nette sig selv. Men da hun vendte tilbage var ærten væk.
En tømrer med en sav kom forbi og surven spurgte, om han ville hjælpe hende for at få ærten igen, men tømren grinede bare og gik videre.
Så kom en soldat forbi og spurven spurgte om han ikke ville straffen tømreren, fordi denne ikke ville hjælpe en sultende dame. Men soldaten gad heller ikke høre på hende.
Kort derefter kom en officer og spurven spurven, om han ikke ville straffe soldaten, fordi denne nægtede ham at få sin morgenmad igen. Men officeren ænsede ikke spurven,
Så kom ministeren, men også ministeren ville ikke hjælpe spurven. Den lille spurv var tæt på fortvivlelsens rand, man til sidst kom kongen ridende på sin elefant. Hun råbte til kongen og bad om retfærdighed, men kongen høj på elefanten hørte hende ikke engang.

Nu vidste spurven ikke hvad hun skulle gøre. Men så kom en myre. Så sagde spurven til myren:; Du må hjælpe mig - kravl op på elefanten og få ham til at kaste kongen af, hvis han ikke vil hjælpe mig. Hvis ikke du gør det, så napper jeg dig.
Myren bad for sit liv og sagde at han nok skulle hjælpe. Han løb efter elefanten og sagde: Du må få kongen til at hjælpe denne spurv. Hvis ikke du gør det, kravler jeg ind i dit øre og tikler dig.
Efter denne trussel sagde elefanten til kongen: Du må hjælpe denne lille spurv; hvis du ikke gør det, er jeg nødt til at kaste dig af.
Da kongen hørte det, kaldte han straks ministeren og beordrede ham til at hjælpe spurven, ellers ville han blive afskediget.
Ministeren hentede straks officeren og sagde at han med det samme skulle hjælpe at skaffe spurvens morgenmad, ellers kunne han vinke farvel til sin uniform.
Officeren sendte straks bud efter soldaten og beordrede ham til at stå spurven bi, ellers ville han blive skudt på steder.
Soldaten fandt tømreren og sagde, hvis han ikke skaffede spurvens ært, ville han blive smidt i fængsel.
Tømreren ilede tilbage og spurven fil tilsidst en udmærket morgenmad denne dag.

Også dette eventyr er fra Kesar Lalls lille samling Lore and Legend of Nepal

Konen og kæmpen - en fortælling fra Nepal

Der var engang en bonde, som skulle op i bjergene for at slå græs. Da han var der, hørte han en stemme, som sagde til ham, at han skulle højere op for at finde endnu finere græs. Først troede han, at det var en indbildning, men stemmen kom igen og lovede meget bedre græs højere oppe. Endelig gav bonden efter og blev nysgerrigt. Og rigtig nok - højere var græsset meget finere. Stemmen lokkede ham endnu højere og højere op - og omsider stod han foran en kæmpe, som slog ham ned.
Efter kæmpen havde ædt bonden, fandt han på at han skulle gå ned i landsbyen. Kæmpen gik til bondens hus og udgav sig for konens husbond. Han sagde til konen, at hun ikke skulle tænde lyset, da han havde ømme øjne. Så bad han konen om at bringe ham al mad i huset, da han var ved at dø af sult. Konen troede, at det var hendes kære husbond og gjorde som han bad. Kæmpen fortærede det hele i stor hast og derefter faldt han i en dyb søvn.
Så tændte konen et lys, men hun så med det samme, at en kæmpe havde sneget sig ind. Men konen blev hel roligt - hun strøede ærter ud over det hele og hun fjernede også stien til den nederste etage.
Da kæmpen vågnede ved midnatstiden var han klar til at myrde resten af familien. Kæmpen stod op, men snublede over ærterne. Til sidst faldt han igennem hullet for stigen. Styrtet drabte ham på stedet.
Men skulle konen gøre med liget? Det lykkedes hende at lægge liget i en kasse af træ. Så kaldte hun på børnene og gjorde et stort nummer ud af at de skulle bevogte kassen.
Det hørte nogle tyve og da de så h vor omhyggeligt konen lukkede døren, bestemte de sig for at stjæle kassen. De så den store trækasse og slæbte den af sted, men da de åbnede den i skoven fik de sig bare en slem forskrækkelse.

Efter Kesar Lall: Loire and Legend of Nepal (1966)