Rævegeden - et eventyr fra Nepal

Der var engang en gedehyrde. Hans kone døde efter hun fødte en pige. Manden giftede sig igen, men den nye kone hadede den lille pige, som hun kaldte Maincha. Konen gav Maincha alt det besværlige arbejde, men uanset hvad, så blev hun yndigere for hver dag.
En dag sagde den onde kone til sin egen datter at hun skulle følge Maincha op i bjergene, hvor hun blev sendt til at passe gederne. Der var en ged, som blev kaldt for rævegeden, ingen vidste hvorfor. Denne gik bag om en fjeld og der frembragte den en dejlig måltid, med ris, varm mælk og kød. Maincha sagde til pigen, at det skulle forblive deres hemmelighed, men selvfølgeligt  måtte pigen sladre til sin mor.
Stedmoderen blev rasende og besluttede at slagte rævegeden. Geden blev selvfølgelig også ked af det. Geden sagde til Maincha, at hun ikke skulle spise af dens kød, men at hun skulle med glæde rydde knoglerne af bordet.
Maincha gjorde som der blev sagt. Da hun skulle begrave knoglerne, kom der to kæmper forbi.maincha blev bange og klatrede op i et figentræ. Men kæmpen råbte: Vær ikke bange - gider du ikke kaste et par figener ned til mig. Kæmpen sagde: Vil du ikke lægge dem i min hånd? Men kæmpen lukkede hånden om Maincha og bortførte hende til bjergene. Der blev hun sat til at lave pandekager, mari, til kæmperne.
Da den første var færdig, tittede der en mus frem sagde: en pandekage for et godt råd. Musen spiste med velbehag pandekager. Så sagde musen: Stakkels pige, det er meget dårlige skæbner, du tage herfra med det samme. Men før du stikker af, vil jeg vise dig, hvor de gemmer deres ting, så at du i det mindste kan tage noget med hjem.
Musen viste hende dybt ind i hulen, hvor der var meget guld og mange diamanter. Pigen tog med sig så meget hun kunne og så gik hun hjem igen.
Da Maincha fortalte hende hvad der var sket, besluttede den onde kone at sende hendes egen datter til dette sted. Kæmperne kom rigtignok, de tog pigen og satte hende til at lave mari. Da musen dukkede op og sagde: en pandekage for et godt råd, så smed pigen et stykke træ efter musen.
Da kæmperne kom tilbage, sagde de at aftensmaden skulle serveres i deres seng. Pigen skulle ligge imellem dem. Der gik ikke lang tid før den ene kæmpe skar en luns kød ud af hende og inden længe havde de spist pigen op. Hendes knogler smed de ned af skrænten.
Den næste morgen satte den onde kone sig udenfor huset og ventede på alle herligheder som hendes datter ville bringe, men en krage råbte at der kun var knogler tilbage af hendes pige. Hun ilede op af  bjerget og det var som kragen sagde.

Endnu engang den lille samling af Kesar Lall min kilde.
   

De fire rejsende - endnu en fortælling fra Nepal

Fire venner besluttede, at de ville ud i verden for at søge lykken. En var tømrer, den anden var maler, den tredje var smed og den fjerde en barber.
Det tog ikke lang tid før de mødte et sørgeoptog med . De sagde til de sørgende: Ved I ikke at kongen har forbudt fløjtemusik til sørgeoptog? Folk blev bange og fortsatte uden fløjterne. De fire venner tog fløjterne og gik også deres vej.
Snart mødte de en bonde som bar reb til markedet. Vennerne sagde til bonden: Ven, har du ikke hørt at kongen har forbudt al salg af reb? Du ønsker vel ikke komme i fængslet. Den stakkels bonde blev bange. Han smed rebene og løb af sted. Men vennerne tog rebene og fortsatte deres tur.
I en landsby så de at kvinderne slog ris, så at den kunne spises uden at blive kogt. Vennerne sagde til kvinderne: Søstrene, har I ikke hørt, at kongen har forbudt at ris bliver tærsket på denne måde - og I gør det i al offentlighed. Kvinderne foretrak sig til deres huse og efterladte deres redskaber, men vennerne tog dem og fortsatte deres vandring.
De mødte snart en bonde som ville sælge valle på markedet, men de sagde til bonden: Har du ikke hørt at kongen har forbudt al salg af valle? Selvfølgelig tog bonden af sted i en fart og skurke-vennerne tog vallen med sig.
Hen imod aftenen kom de til en kæmpes hus. Vennerne besluttede at de ville fordrive kæmpen fra huset.  Maleren malede på væggen et omrids af en kæmpe der var meget større end den sovende kæmpe. Smeden slog søm ind overalt og barberen gjorde kampen tilrette. Han raserede hans hoved, klippede hans negle og malede hans tå, så de ud som en kvindes tæer. Så gik  de ind i en kasse, som tømreren havde lavet og ventede.
Da kæmpen vågnede blev han overrasket over at se skyggen af en meget større kæmpe. Da han så, at han havde malede negle blev han gal skygge kæmpen og han sparkede efter den anden kæmpe. Men da der var søm overalt begyndte han snart at bløde. Og da den anden kæmpe stadig væk var fuldstændig rolig, så blev han bange og løb sin vej.
Vennerne glædede sig over at kæmpen var væk, men denne kom tilbage med andre kæmper. De råbte: Hvem er der i huset og vennerne råbte tilbage: Jeres allesammens onkel.
Kæmperne sagde: Lad os se onklens arm. Vennerne viste dem det stykke træ som kvinderne brugte til at støde ris. Da kæmperne så det, blev de bange og antog at kæmpen måtte være meget stort.
Men igen råbte de: Lad os se onklens ansigt.Så viste vennerne dem den store sigte bakke som kvinderne brugte. Det gjorde kæmperne rigtigt bange, men den modigste sagde: Lad os se onklens hår.
Så smed vennerne rebene ud af vinduet. Til sidst ville en af kæmperne se onklens spyt. Så smed vennerne vallen ud. Så blev kæmperne rigtigt bange og ville ikke se mere.
De ville dog alligevel se den anden kæmpe og de steg på hinandens skuldre på randen af en brønd, men da de var ved at kikke ind, begyndte vennerne at blæse på deres piber. Kæmpene blev så forskrækket at de alleammen væltede ind i brønden. Vennerne dækkede brønden med nogle kampesten og levede fredeligt og lykkeligt i kæmpens hus.

fra Kesar Lalls samling "Lore and legend of Nepal"

Spurvens tabte ært - et eventyr fra Nepal

En spurv var en gang så heldig at hun fandt en ært til morgenmad. Hun tog den og fløj hen til floden for at gøre den rent. Så lagde hun den på en bro og fløj ned til flodene igen for at nette sig selv. Men da hun vendte tilbage var ærten væk.
En tømrer med en sav kom forbi og surven spurgte, om han ville hjælpe hende for at få ærten igen, men tømren grinede bare og gik videre.
Så kom en soldat forbi og spurven spurgte om han ikke ville straffen tømreren, fordi denne ikke ville hjælpe en sultende dame. Men soldaten gad heller ikke høre på hende.
Kort derefter kom en officer og spurven spurven, om han ikke ville straffe soldaten, fordi denne nægtede ham at få sin morgenmad igen. Men officeren ænsede ikke spurven,
Så kom ministeren, men også ministeren ville ikke hjælpe spurven. Den lille spurv var tæt på fortvivlelsens rand, man til sidst kom kongen ridende på sin elefant. Hun råbte til kongen og bad om retfærdighed, men kongen høj på elefanten hørte hende ikke engang.

Nu vidste spurven ikke hvad hun skulle gøre. Men så kom en myre. Så sagde spurven til myren:; Du må hjælpe mig - kravl op på elefanten og få ham til at kaste kongen af, hvis han ikke vil hjælpe mig. Hvis ikke du gør det, så napper jeg dig.
Myren bad for sit liv og sagde at han nok skulle hjælpe. Han løb efter elefanten og sagde: Du må få kongen til at hjælpe denne spurv. Hvis ikke du gør det, kravler jeg ind i dit øre og tikler dig.
Efter denne trussel sagde elefanten til kongen: Du må hjælpe denne lille spurv; hvis du ikke gør det, er jeg nødt til at kaste dig af.
Da kongen hørte det, kaldte han straks ministeren og beordrede ham til at hjælpe spurven, ellers ville han blive afskediget.
Ministeren hentede straks officeren og sagde at han med det samme skulle hjælpe at skaffe spurvens morgenmad, ellers kunne han vinke farvel til sin uniform.
Officeren sendte straks bud efter soldaten og beordrede ham til at stå spurven bi, ellers ville han blive skudt på steder.
Soldaten fandt tømreren og sagde, hvis han ikke skaffede spurvens ært, ville han blive smidt i fængsel.
Tømreren ilede tilbage og spurven fil tilsidst en udmærket morgenmad denne dag.

Også dette eventyr er fra Kesar Lalls lille samling Lore and Legend of Nepal

Konen og kæmpen - en fortælling fra Nepal

Der var engang en bonde, som skulle op i bjergene for at slå græs. Da han var der, hørte han en stemme, som sagde til ham, at han skulle højere op for at finde endnu finere græs. Først troede han, at det var en indbildning, men stemmen kom igen og lovede meget bedre græs højere oppe. Endelig gav bonden efter og blev nysgerrigt. Og rigtig nok - højere var græsset meget finere. Stemmen lokkede ham endnu højere og højere op - og omsider stod han foran en kæmpe, som slog ham ned.
Efter kæmpen havde ædt bonden, fandt han på at han skulle gå ned i landsbyen. Kæmpen gik til bondens hus og udgav sig for konens husbond. Han sagde til konen, at hun ikke skulle tænde lyset, da han havde ømme øjne. Så bad han konen om at bringe ham al mad i huset, da han var ved at dø af sult. Konen troede, at det var hendes kære husbond og gjorde som han bad. Kæmpen fortærede det hele i stor hast og derefter faldt han i en dyb søvn.
Så tændte konen et lys, men hun så med det samme, at en kæmpe havde sneget sig ind. Men konen blev hel roligt - hun strøede ærter ud over det hele og hun fjernede også stien til den nederste etage.
Da kæmpen vågnede ved midnatstiden var han klar til at myrde resten af familien. Kæmpen stod op, men snublede over ærterne. Til sidst faldt han igennem hullet for stigen. Styrtet drabte ham på stedet.
Men skulle konen gøre med liget? Det lykkedes hende at lægge liget i en kasse af træ. Så kaldte hun på børnene og gjorde et stort nummer ud af at de skulle bevogte kassen.
Det hørte nogle tyve og da de så h vor omhyggeligt konen lukkede døren, bestemte de sig for at stjæle kassen. De så den store trækasse og slæbte den af sted, men da de åbnede den i skoven fik de sig bare en slem forskrækkelse.

Efter Kesar Lall: Loire and Legend of Nepal (1966)

Shiva og Parvati tempel i Kathmandu

I dag ser jeg på Shiva og Parvati templet i Kathmandu:

Maju Deval (tv) og Shiva-Parvati-mandir (th)

Bygningen er fra 1777 til 1799; vi er altså i begyndelsen af Shah-dynastiets herskab. Platformen er dog ældre. Man mener, at der blev brugt til danseopførelser. Bygherren var Bahadur Shah
Vinduerne på siden er fra en ældre bygning, ligeledes en del af træskærerarbejde.

 I bygningen findes der rekieffer med Durgas ni manifestationer; derfor er templets egentlige navn da også Nava Durga.
Men det specielle ved dette tempel er midter vinduet i den øverste etage. Her ser Shiva og hans kone Parvati ud på folkemyldret. 

Shiva og Parvati ser på folk i Kathmandu

På trappeafsatsen findes den ældste indskrift i Nepali. Den er Lakshmi Narashima Mallas tid (1620-1641).

Fortællinger om Krishna

Sidste gang hørte vi om Krishna templet i Patan. I dag vil vi se nærmere på selve Krishna.
Krishna bliver nævnt allerede som en helt i Rig-Veda (fx. den 96. hymne i det 8. mandala), man han får først rigtigt form i det store epos Mahabharata. Her er han også en helteskikkelse, men i den del der er kendt som Bhagavad-Gita åbenbarer han sin guddommelighed, når han meddeler sin ven Arjuna han forpligtigelser i det store slag mod sine brødre - men mere om det en anden gang.

De fleste fortællinger om Krishna kender vi fra Puranas. Purana betyder "gammel" eller "fra gamle tider"; det drejer sig om samlinger som koncentrer sig ofte om en bestemt guddom.
Puranas, især Vishnu-Purana og Bhagavata-Purana, fortæller om Krishna blandt andet dette:

Ugrasena var konge i Mathura. Han var gift med en smuk, men ufrugtbar kone. En gang blev en dæmon forelsket i  hende og forførte hende i  kongens skikkelse. Derefter fødte hun sønnen Kansa. Denne Kansa opførte sig allerede som barn ualmindelig grusomt. Endelig foredrev han faderen fra tronen og blev konge i stedet for ham. Endelig  måtte Vishnu  igen stige ned og redde jorden. Han havde allerede syv gange tidligere reddet verden i forskellige manifestationer (avatar). Krishna blev således den ottende avatar.

Krishnas forældre på jorden var  Vasudeva og Devaki. På deres bryllupsdag blev det åbenbart for kongen, at deres ottende barn ville slå den grusomme Kansa ihjel. Kansa vil derefter dræbe bruden, men Vasudeva foreslå, at man kunne dræbe alle hendes børn fremover. Kansa gik med på det, men de børn han nåede at slå ihjel var frembragt af Vishnus illusionsskabende energi.
Det lykkedes Varudeva på mirakuløs vis at redde det ottende barn, altså Krishna, ud af paladset og bytte det om hos hyrderne Nanda og Yashoda. Nashoda var i denne nat nedkommet med en pige, men det var i virkelighed gudinden Bhadrakali. Da Kamsa ville dræbe pigen, vokser hun sig stort og håner ham, at hans drabsmand er bleven født.


Derefter trappede Kansa sit rædselsregime op. Han lod alle børn dræbe, som kunne være hans potentielle drabsmand. Men plejeforældrene flygtede til en anden landsdel. Men der var mange andre anslag på Krishnas liv. Der var Putana som ville give bryst til den lille Krishna, men sugede så voldsomt, at dæmonen faldt dødt om. Der var flere lignende tilfælde, men hyrderne undrer sig godt nok, men opdager aldrig, at der  iblandt dem.

Krishna, det blå barn, dræber dæmonen Putana.

Krishna var fuld af narrestreger. Især morede han sig med at stjæle smør fra  hyrderne (= gopas). 

Smørtyven Krishna

Som ung mand profilerer han sig hurtigt som elsker. Hyrdinderne (gopi) var særlig glade for Krishna. Han spillede fløjten ved breden af floden Yamuna. Alle hyrdinder ville holde hånd og danse dansen "ras lila"  med ham; så han mangfoldig gjorde sig, således at alle troede, de dansede med ham. Ved en anden lejlighed fandt han på at stjæle deres tøj, da de badede i Yamuna floden. 

Krishna spiller på fløjte.

 
Radha var Krishnas favoritinde.

En heroisk gerning knytter sig til Indra. Ved en lejlighed snakkede Krishna hyrderne fra at ofre til Indra, som forsynede dem med regn. Krishna argumenterede at de hellere skulle ofre til bjerget Govarddhana, som gav deres kvæg næring. Men det viste sig at han selv var dette bjerg og han tog mange offergaver. Indra blev arrig over det og sendte en stormflod, men Krishna løftede bjerget Govarddhana således at den fungerede som paraply. Indra blev imponeret over denne handling og bad Krishna om at blive ven med hans søn Arjuna.

Krishna løfter et bjerg for at forhindre en oversvømmelse

Til sidst når nyheden om Krishna også Kansas hof. Han sender en af de få hæderliger mænd, Akura, ud til at invitere Krishna og Balarama til hoffet for en dyst. - Allerede på vejen sender han Kesin, en dæmon i hesteskikkelse, men Krishna gennemskuer angrebet og dræber dæmonen istedet. derfor er Kesava, Kesindræber en af Krishnas mange tilnavne.
Kansas planer mislykker alle sammen; til sidst bliver han drabt og hans fader Ugrasana bliver genindsat som konge. Krishna blev til stor nytte for byen. 

Krishna dræber Kansa

Der er mange flere fortællinger om Krishna - vi vender muligvis tilbage til dem ved en senere lejlighed.

Statuen fåes hos wotanimport.com

Krishna tempel i Patan

Wotanimport holder af Nepal, dette rige, fattige, smukke land med så mange grimme skyggesider. Wotanimport er et lille forsøg at gøre, i det mindste, her og da en forskel for mennesker i Nepal. Du kan læse mere om os på vores hjemmeside www.wotanimport.com.
Med denne blog vil vi nærme os forskellige aspekter af Nepals kultur. Besøger man Nepal for første gang, bliver man overvældet af denne klynge af paladser og templer fra verdens kulturarv på et forholdsvis lille sted. Patan er selvfølgelig ingen undtagelse.Ser man det for første gang, er ensemblet af templer og kongepaladset med de mange detaljer men er simpelthen storslået.
Vi begynder opdagelsesturen med Krishna Mandir på Darbar pladsen i Patan. 

Darbar Square i Patan

Mandir er ord nummer to i første lektion af Matthews' Nepali lærebog. Det hedder ganske enkelt tempel. Ordet stammer fra sanskrit.
Krishna mandir anses for at være et smukt eksempel på sikara arkitekturen. Sikara betyder bjergtop på sanskrit. Det er en tempel type hvor et tårn er bygget over det hellige billede.

Krishna mandir med Garuda statue i Patan

Foran templet ses Garuda på en statue. Garuda betyder ørn på sanskrit. Garuda er Vishnus transportdyr (vahana). 
Terrassesoklen er i to trin og går over i en arkadeomgang. Denne bærer en anden terrasse. På denne etage står paviljoner på hjørnerne og i midten foran en tilbagetrukken arkadeomgang.  På næste etage er der paviljoner tæt på sikara søjlen, medens dem på næste etage igen er udformet som karnapper.
På første sal i templet er der en flot statue af Krishna med sine ledsagere Radha og Rukmani. Nicherne i arkadeomgangen har billeder af Vishnus ti inkarnationer (kropslig manifestation = avatar).
Anden sal indeholder en statue af Shiva.

Templet blev bygget under kong Siddhi Narsinga Malla i 1637. Man siger at Krishna templet i Mathura (som ligger i den indiske delstat Uttar Pradesh) skal have været inspiration for denne tempel. Man ser da også indflydelse fra Moghul arkitekturen.

Kong Siddhi Narsinga Malla var fra 1619 til 1661 konge i Lalitpur. En legende fortæller at kongen skulle søge efter et gammelt billede for det nye tempel. Da billedet skulle indvies, kom Narasingas nevø Pratapa Malla og hans guru Lambarkama Bhatta i skikkelse af slanger og prøvede af sabotere indvielsen. Men kongens guru, Vishvatha Upadhyaya holdt dem med magiske kræfter tilbage indtil indvielsen var fuldbyrdet. Kongen var meget taknemmelig og forærede guruens 84 marker, og som guruen fordelte blandt brahmanerne. Endvidere blev pujari-embeddet i Krishna templet gjort arveligt.

Den historiske baggrund er, at Pratap Malla var konge i Kantipur. Han prøvede at forene kongedømmene i Kathmandu-dalen. Overraskelsesangrebet blev således slået tilbage. 

Krishna mandie i Patan

 Når der fejres Krishans fødsel (Krishna janmasthami), bliver templet oplyst af tusindvis af lys om natten. Festen er på den ottende dag af måneden shravan og det er oftest i august ifølge den gregorianske kalender.